Elever fra SOSU Esbjerg underviser i Sierra Leone 

Kommende SOSU-assistenter/-hjælpere og pædagogiske assistenter tager to uger til Sierra Leone. Turen er en del af et større projekt, som skal gøre en forskel blandt andre for prostituerede samt uddanne SOSU Esbjergs elever til globale medborgere.  

Vinterferien bliver noget helt specielt for seks elever og tre lærere fra SOSU Esbjerg. De tager nemlig til Sierra Leone, hvor der ikke bliver tid til ferie. Her skal de nemlig undervise på et hospital, et hjem for handicappede og i projektet Pink Power, som arbejder for at hjælpe prostituerede og give dem bedre vilkår. I samarbejde med en NGO har skolen modtaget finansiering til at gennemføre et omfattende udviklingsprojekt, der vil strække sig fra maj 2024 til august 2025.  

- Siden 2021, hvor SOSU Esbjerg blev udpeget af UNESCO som verdensmålsskole har vi sat gang i forskellige projekter, som kan uddanne vores elever til ansvarlige globale borgere. Her passer projektet i Sierra Leone rigtig godt ind, samtidig med at det skaber positive forandringer i Sierra Leone, siger Lisbeth Nørgaard, som er direktør på SOSU Esbjerg.  

Liwliwa Galapia Olsson og Kristina Dorthea Bøgh Bendtsen Kloster er to af de elever, som skal af sted. Begge er i gang med uddannelsen til social- og sundhedsassistent og kan i næste uge skifte oplæring i psykiatrien på henholdsvis et socialpsykiatrisk bosted Vesterbo i Holsted og på det psykiatriske sygehus Spangsbjerg i Esbjerg ud med noget mere spartanske forhold i Sierra Leone.  

- Vi har set videoer dernede fra, og der er stor forskel på, hvordan deres forhold er i forhold til vores, siger Kristina Kloster.  

Både hun og Liwliwa Galapia Olsson tog chancen og søgte om at komme af sted til Sierra Leone, da SOSU Esbjerg fik støtte af Globus Puljen til projektet. 

- For mig handler det først og fremmest om at kunne gøre en reel forskel, fortæller Liwliwa Galapia Olsson, som har oplevet at føle sig magtesløs, når hun så indslag om kriser i tredjeverdenslande.  

- Nu kan jeg faktisk være med til at gøre en forskel ved at bruge mine kompetencer, siger Liwliwa Galapia Olsson, som også har taget initiativ til en indsamling af legetøj og elektronik i sine børns børnehave i Vejen.   

- Jeg synes, det kunne være spændende at opleve en anden kultur i forhold til, hvordan deres sundhedsvæsen er, og hvordan de gør tingene, fortæller Kristina Kloster.  

Begge er spændte på at møde kulturforskelle og på at undervise på engelsk. Men mest af alt glæder de sig.  

- Det bliver en uforglemmelig oplevelse. Jeg håber, at det vil komme til at forme mig som menneske. Det vil styrke mig i min mangfoldighed og min måde at gribe tingene an på, siger Liwlila Galapia Olsson 

Ud over turen med undervisning i Sierra Leone afholdt lærerne og eleverne et loppemarked i efteråret, som samlede 17.500 kroner ind. Pink Power-projektet har allerede har fået lov til at bruge en del af pengene til møbler og andre essentielle fornødenheder. Derudover kommer elever og lærere fra SOSU Esbjerg med en masse indsamlede ting som fodboldudstyr, andet træningsudstyr, medicinsk udstyr og prævention. Projektet involverer derudover nødhjælpssendinger, inklusive en container fyldt med undervisningsmaterialer. 

Hjemme i Danmark igen skal eleverne formidle om projektet og deres oplevelser blandt andre til andre elever på SOSU Esbjerg.  

Ud over Liwliwa og Kristina er eleverne Nanna, Mirjam, Amalie og Freja også med på turen. Louise, Morten og Louise er de deltagende lærere.

FAKTA 

  • SOSU Esbjerg har siden 2021 været en del af UNESCOs netværk af verdensmålsskoler. Det forpligter skolen til at uddanne eleverne til at blive globale medborgere og forandringsagenter i den bæredygtige udvikling.  

  • Globus Puljen støtter samarbejde mellem danske uddannelsesinstitutioner og partnere i det globale syd, som kan skabe engagement i det internationale udviklingssamarbejde og verdensmålene. 

  • Pink Power er en græsrodsbevægelse, der kæmper for de mest udsatte piger og kvinders menneskerettigheder i Sierra Leone. 


Copyright © SOSU Esbjerg - Alle rettigheder forbeholdes | Web by the friendly dotpeople
Gå til toppen af siden