Fra SOS Børneby til SOSU Esbjerg

Ranjita Rajwar går på uddannelsen til social- og sundhedsassistent. SOS Børnebyerne reddede hende fra et liv som gadebarn i Nepal, og med en dansk sponsorfamilie blev det hendes vej til uddannelse og til Danmark. 

Ranjita Rajwar begyndte sit liv under barske omstændigheder som gadebarn i Nepal, men går i dag på uddannelsen som social- og sundhedsassistent på SOSU Esbjerg. 

”Det var rigtig hårdt. Hvis nogen gav os mad, havde vi mad. Ellers måtte vi sulte,” fortæller hun om sin tidligste barndom i Nepal.

Men SOS Børnebyerne ændrede Ranjita Rajwars skæbne. Da hun var seks år, samlede organisationen hende og hendes søster på tre år op og gav dem et trygt hjem i en af SOS Børnebyerne. Her boede hun sammen med ti andre tidligere gadebørn, som hun betragter som søskende, og en kvinde, der blev som en mor. 

Forelsket i Danmark

Det var en dansk familie som med månedlige støtte til SOS Børnebyerne gav hende en god barndom, hvor hun gik i skole. Og det kom til at betyde meget for Ranjita. Hun var nemlig en dygtig elev, og hun blev siden uddannet sygeplejerske. 

Fortællingen om den danske sponsorfamilie fik hende samtidig til at drømme om at komme til Danmark. Der gik mange år, hvor hun undersøgte, hvordan hun kunne komme til Danmark og også besøgte landet inviteret af en dansk kvinde. Svaret på hendes søgen blev et studielegat til en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab på Syddansk Universitet i Esbjerg. 

”Det var meningen, at jeg skulle tilbage til Nepal. Men jeg blev forelsket i Danmark. Jeg ville få et bedre liv her, blandt andet fordi, Nepal har kastesystem, og jeg kommer fra en lav kaste,” oplyser Ranjita.

Tilbage til den gamle drøm

Men Ranjita kunne ikke dansk, og ingen af hendes ansøgninger førte til et job. Derfor arbejdede hun i en årrække som opvasker og stuepige i restaurationsbranchen. Siden har hun fået en mand og en datter, som i dag er 12 år. Og imens har drømmen om at bruge sin gamle faglighed og gøre en forskel for andre ulmet. Nu er hun gået i gang med uddannelsen til social- og sundhedshjælper. 

”Nu kan jeg komme tilbage til mine gamle drømme igen,” siger Ranjita.

Hun skammer sig lidt over, at det ikke lykkedes hende at bruge sin kandidatgrad til at få et arbejde. Men her på SOSU Esbjerg mener vi, at det vidner om en helt utrolig styrke, vedholdenhed og vilje til at gøre en forskel for andre, at hun er gået igennem så meget og stadig holder fast i sin drøm om at gøre en forskel for andre. 

SOS Børneby familie

Ranjita fik en ny familie i SOS Børneby med ti søskende ud over sin biologiske søster - og en mor. Hun har stadig kontakt til alle.

Ranjita Rajwar

Ranjita Rajwar

Ranjitas sponsormor

Ranjita fik kontakt til den danske sponsorfamilie, som var skyld i, at hun fik en god opvækst og uddannelse i Nepal. De fik et tæt forhold, men i dag er Ranjitas danske sponsormor gået bort.


Copyright © SOSU Esbjerg - Alle rettigheder forbeholdes | Web by the friendly dotpeople
Gå til toppen af siden