Skolens ordensregler

 

Skolen prioriterer et læringsmiljø præget af faglighed, respekt og ligeværdighed, og med en venlig og hensynsfuld omgangstone, hvor vi udviser forståelse for hinanden. På skolen har vi pejlemærker og værdier for god opførsel, som vi gør vi os umage for at efterleve.

Skolen vil gerne tilbyde et inspirerende læringsmiljø. Det betyder, at vi alle har et fælles ansvar for at passe på skolen, det være sig undervisningsmaterialer, udstyr og inventar.

Skolen forventer, at du:

  • Møder til tiden
  • Rydder op efter dig
  • Slukker mobiltelefonen, når den ikke anvendes i forbindelse med undervisningen
  • Ikke forlader undervisningen i utide
  • Indtager dine måltider i kantineområderne, så indeklimaet i klasselokalerne optimeres

Der er mødepligt til undervisningen:

  • Du skal give besked, hvis du er fraværende. Skolen registrerer dagligt fremmøde og fravær.
  • Der gives ikke fri til ferieafvikling i skoleperioderne. Ferien kan kun afholdes som anført i uddannelsesplanen. Ferieafvikling under oplæringsperioderne bliver tilrettelagt i forhold til arbejdsstedets lokale forhold.
  • Ved fravær højere end 10% er der en skærpet opmærksomhed. Det vil altid være en individuel vurdering, hvornår der er brug for særlige indsatser.
  • For meget fravær kan betyde, at du må afbryde din uddannelse, eller tage dele af uddannelsen om og dermed forlænge din uddannelsestid.
  • Hvis du har forsømt al undervisning i længere tid, og skolen forgæves har forsøgt at få dig i tale, kan skolen betragte dig som udmeldt.

Skolen har røg- og tobaksfri skoletid. Dette inkluderer alle former for cigaretter, e-cigaretter, snus og puffbars m.m. Ved rygestop eller ryge-reduktion er det tilladt at anvende lægemidler i håndkøb som tyggegummi, plaster og spray. Læs mere her.

Alkohol og rusmidler er ikke tilladt, og du må ikke møde påvirket på skolen.Indtagelse af og besiddelse af alkohol og andre rusmidler kan medføre øjeblikkelig bortvisning fra uddannelsen. Ved særlige lejligheder, som skolefest og fredagsbar, kan der gives tilladelse til at nyde alkohol.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke tilladt at have elektriske apparater, så som elkedler i klasselokaler, opholdsarealer mv.

Skolen anser alle former for krænkelser, som fx mobning, chikane og trusler, som et brud på gældende ordensregler og skolens værdier – uagtet om det sker fysisk eller digitalt.

Skolen har en vejledning til kommunikation på de sociale medier, samt en antimobbestrategi.

Det opfattes som snyd, hvis du helt eller delvist:

  • skriver af fra andre opgavebesvarelser
  • skriver af fra kilder, inkl. Chat GPT og lignende AI-værktøjer, uden at angive disse
  • hvis du lader andre skrive opgavebesvarelsen for sig.
  • hvis du har været på internettet i prøveformer, hvor det ikke er tilladt

Snyd kan medføre, at opgaven betragtes som værende ikke afleveret og prøven som ikke bestået. Snyderi i forbindelse med prøve medfører automatisk bortvisning fra den pågældende prøve.

Sanktioner

Ved overtrædelse af ordensregler kan skolen, eventuelt i samarbejde med ansættende myndighed, efter situationens alvor iværksætte:

  1. Aftale
  2. Advarsel
  3. Udmeldelse og vejledning til andet uddannelsestilbud.

Tyveri, hærværk samt trusler, respektløs, krænkende eller voldelig adfærd og andre alvorlige overtrædelser af ordensreglerne accepteres under ingen omstændigheder og vil medføre midlertidig eller permanent bortvisning og evt. politianmeldelse.

 


Copyright © SOSU Esbjerg - Alle rettigheder forbeholdes | Web by the friendly dotpeople
Gå til toppen af siden