Elevernes eget klasseværelse omdannes på én skoledag til et spilunivers. Ved hjælp af AR-teknologi kombineres den virkelige verden med den virtuelle. Med udgangspunkt i erhvervsuddannelserne, skal eleverne i løbet af skoledagen finde frem til løsninger på konkrete opgaver relateret til de klimaudfordringer, vi står overfor. Eleverne kan dermed se deres fantasier, idéer og løsningsforslag på opgaverne udspille sig i den virkelige verden, som et virtuelt ekstra lag.
Uddannelsesvalg kobles med bæredygtighed i en virtuel verden
Formålet med den nye vejledningsindsats er, at eleverne får større indsigt i og forståelse for, hvad de erhvervsrettede uddannelser og karrieremuligheder kan bidrage med i relation til bæredygtighed. Gennem forløbet bliver løsningsforslag på klimaudfordringerne tydeliggjort og italesat samtidig med, at bæredygtighedsbegrebet gøres mere håndgribeligt for eleverne. Hertil er intentionen, at forløbet mindsker klimaangst blandt eleverne, og viser dem, at de via deres valg af uddannelse og konkrete handlinger kan gøre en forskel og skabe en positiv forandring.
Direktør for Syddansk Erhvervsskole, Lars Bregnehøj, udtaler om udviklingen af det nye vejledningsspil:
- Læringsforløbet T.E.G. Solution kan få stor betydning for grundskoleelever og deres læring i det virtuelle univers. Det gode er, at læringsforløbet tager emner op, der interesserer de unge, fx ’Hvordan passer vi på vores jord?’. Når vi kobler det til deres uddannelsesvalg, er vi sikre på, at vi får udviklet et læringsforløb, som 7. og 8. årgang vil tage godt imod.
T.E.G. Solution har fanget interesse ved Stockholm Resilience Centre, som gerne vil bidrage til projektet, med sparring omkring, hvordan vi fagligt og kompetent kan flette bæredygtighed og løsninger på klimaudfordringer ind i spillet.
Stockholm Resilience Centre er førende inden for forskning i bæredygtighed.
Støtte fra Regionen
Region Syddanmark støtter det nye vejledningsspil ”T.E.G. Solution” med 3,4 mio. kr. ud af et samlet budget på knap 6 mio. kr.
Michael Nielsen, formand for Udvalget for regional udvikling, udtaler:
- I Region Syddanmark har vi hårdt brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Jeg er derfor rigtig glad for, at regionsrådet har bevilget midler til T.E.G. Solution, der netop har fokus på at give grundskoleelever i udskolingen indsigt i de mange spændende muligheder, som erhvervsuddannelser giver - bl.a. i forhold til at kunne bidrage til den grønne omstilling og til et bæredygtigt samfund.
Lars Bregnehøj er taknemmelig for tilliden:
- Vi er taknemmelige for, at Region Syddanmark endnu en gang viser tillid til, at skolerne omkring T.E.G Solution kan udvikle et nyt tiltag, som har til formål at få flere til at overveje og gerne vælge en erhvervsuddannelse i regionen.
Fakta
SOSU Esbjerg
Gjesinglund Allé 8
6715 Esbjerg N
Telefon +45 76 10 60 10
E-mail post@sosuesbjerg.dk